Most other such projects so far have online activities that somehow affect the real world, but it is of course similarly possible (and a bit more innovative) to do it the other way around.

We have executed that latter a few times (e.g. in our Bullnology case) and we have further implementations of this brand new integration between reality and virtuality planned.

Online goes live

Converting online actions to real world effects has been done many times.

Ariel Fashion Shoot is one such example. Users stand in line on the Facebook page to control a gun with filth pointed at a lot of laundry, that thus get even more dirty. This gun and laundry is situated at Stockholms Central Railway Station, so passers-by can see this live and users online can follow it on webcam as well.

Most recently a Finnish cafe took this idea to the extreme. On the website YouDesign.fi, you can control a chair, a table or the ambient sound at the cafe while watching the results live on a webcam. However, watching people’s chairs being lowered while their coffee is being raised away from them on the table clearly shows, that this is quite ridiculous – but very funny and great proof-of-concept!

YouDesign.fi Interactive Cafe

These activities are of course the most fun for the people online and less fun for the people physically present. The reach is a lot broader, as only so many people can be physically present, but technological capabilities often limit online reach as well (e.g. limit on concurrent users watching the webcam).

And the problem for both these cases are, that only 1 person can control the physical object at a time. This can be circumvented by complicated queue systems or small time slots per person.

Real-world goes digital

Converting physical activities to online actions however is a lot more interesting as the limits are much smaller.

An example of this is training applications like Adidas miCoach, Nike Plus, Endomondo or RunKeeper, that all fight for the same turf. You install an application on your phone or connect it with your GPS-enabled watch (or even a motion-tracking dongle hidden in your shoe), and then when you run, your activities are not only recorded online, but possibly shared on Facebook as well. Some even went so far as to include the possibility for your friends to cheer you on via Facebook, which would then be broadcast directly to your earphones while running.

"Life is a sport. Make it count!"

Nike recently took this concept a bit further with Fuel Band. It tracks everything you do and converts it into an energy score (or Fuel) for the day – and allows you to compete with yourself or friends, to share it and more. It simply allows you to use the concept of movement energy as a measurable quantity to have fun with!

We have had a lot of fun ourselves with implementing digital conversion of physical activities in our Bullnology project. In this case, the people riding the mechanical bull were instantly added to our Facebook photo album the very millisecond they fell of the bull. This generated a lot of extra buzz and conversations about our party after it was over – even among people not even present.

Very soon, we’re hosting another party, where we have some new crazy digital ideas from real-world activities in the making.

The new Open Graph ideas of Facebook Timeline opens up gazillions of possibilities for this kind of digital conversion of physical activities. What if every town you visited was automatically added to your map of places? Or every meal you ate was digitized including calories consumed? Or every ride you tried at Tivoli was shared including a photo at the finish line?

There are of course some privacy concerns for some people, but for a lot of people it would be a new way to be social in everything they do.

Wanna play?

The Voice-Over is in Danish.

Upon further examination however, you might discover som new small features that has become possible due to the new technology.

First, the transition from regular map to Street View can be done much nicer – the camera actually zooms in and tilts in the direction of the street image, placing the images in their proper context:

Google Maps has known about all buildings in Copenhagen (and their 3D structure) for a while. With WebGL, this has opened the opportunity for an even more fancy detail. All the buildings are rendered in perspective now (before they were just static images) and this can be seen when panning around the map – the facade angles slightly turn to match the pan.

The 3D building information has also been combined with the local time of day and knowledge of the suns movement resulting in shadows on the ground, that updates in real time! Below are two screenshots of the same view taken at 11 AM and 11:15 AM on the same day. Notice how the shadows from our office towers have moved slightly – and it is almost perfectly in sync with the view from our windows.

Google MapsGL shows shadows from buildings - and they move with the sun!

Other details have been added, that makes the entire user experience just a tad more smooth and perfect – have you found any?

Vores bidrag har været at lave en Facebook-konkurrence, hvor man skal vælge Biva møbler for 25.000 kr. og herefter udfordre en af sine venner til at gætte, hvilke møbler man synes bedst om.

På den måde har vi sat fokus på produkterne og oplyst brugerne om, hvad det er Biva kan præstere i dag. Konkurrencen løber indtil slutningen af uge 38 2011.

Ideen er som sådan simpel nok, at når nu nogle folk alligevel skriver offentligt, så burde det da være muligt at få ind i mit feed, så jeg ikke skal ind på profilen for at se hvad der står. Men en af bagtankerne med det er at eliminere personlige sider til fordel for personprofiler med offentligt indhold.

En af Facebooks helt store planer er, at alt indhold på nettet skal ind i én stor graf, hvor der er forbindelser mellem alting så indholdet kan søges på struktureret vis. I den tankegang er det lidt noget rod, at de ikke har deres egen data i en meningsfyldt graf. For eksempel er det jo lidt mærkeligt, at der både findes en side for Lasse Rimmer – og en personprofil. Men Lasse er jo nødt til at gøre begge dele for at nå en masse mennesker med sine one-liners. Han kan max have 5.000 venner på sin personprofil og hvis han bruger sin personprofils venner som generelt publikum kan han ikke samtidig bruge Facebook som en privatperson (uden at hele hans publikum kan følge med i hans privatliv). Men nu har han jo to forskellige sider, så han skal sørge for at opdatere den rigtige af dem, når han skriver. Og hvad skal han skrive hvor?

Facebook’s nye abonnements-feature er tiltænkt at løse lige netop dette problem. Personer såsom Lasse Rimmer, der skriver en massse som mange gerne vil høre, kan nu istedet gøre dette ved at lade folk abonnere på hans offentlige nyhedsfeed og helt droppe siden.

Jeg tror endda at det kan gøres automatisk – at konvertere like’s på en personside til abonnementer på samme persons profil for derefter at nedlægge siden. Dette er nemlig sket for Robert Scoble, som jo er VIP-test-bruger #1 overalt på nettet. Han forklarer, at nogen fra Facebook har gjort dette for ham i kraft af hans VIP-status.

Dette er selvfølgelig ikke relevant for “personsider” som fx. Helle Thorning-Schmidts, som jo ikke opdateres af Helle personligt men af hendes støtter. Samtidig vil Helle muligvis også gerne holde folk så langt væk fra hendes (potentielle) private profil, hvis hun overhovedet har en sådan.

Disse abonnementer læner sig meget op af, hvordan Google+ er struktureret og er klart inspireret af konkurrentens initiativer. Alt i alt er det med til at vi får bedre og bedre sociale netværk, hvilket vi jo alle sammen kan nyde godt af.

Flere spår, at dette sammen med Google+’s innovationer er dødsstødet for Twitter, men det må tiden vise.

Vi på Konstellation er super glade for den udfordring og glæder os meget til at vise resultaterne på en række forskellige devices.

Vinderen af konkurrencen 2009/2010 er den velkendte historie om, hvordan en omvendt fartkontrol, der belønner at overholde farten mere end den straffer dem, der ikke gør, kan løse hastighedsproblemer markant på udvalgte veje:

Men det interessante i konkurrencen er ikke sådanne store velkendte ideer udført af professionelle reklamebureauer, som får masser af omtale mange andre steder. Det virkelig spændende kommer dér, hvor hvem som helst kan tænke på sjove, alternative løsninger på alle mulige forskellige problemer.

Der er for eksempel en tyggegummi-skulptur, til at løse problemet med at folk smider deres tyggegummi overalt. Eller talende affaldssorteringsspande, så du nemt kan finde den, du skal smide dit affald i – bare sig hvad du står med. Eller hvad med at få børn til at vaske hænder efter toiletbesøg ved at introducere en lille quiz om dyrelyde. Og ikke mindst 4-på-stribe med ølkapsler integreret i siden af ølkassen – det er simpelthen genialt.

Med over 700 forslag, hvor langt de fleste er lavet af amatører, er det en guldgrube af ideer til at løse diverse samfundsproblemer på nye og interessante måder.

Et godt eksempel af Metawatch – et armbåndsur, som i virkeligheden blot er et lille iPod-agtigt display monteret på en rem krydret med bluetooth-teknologi, accelerometer og en programmérbar grænseflade:

Den koster $199 USD og er netop kommet på gaden. Det er bestemt ikke billigt og teknologien er bestemt ikke fintunet nok endnu til, at det kan bruges af hvem som helst, men gadget-freaks vil sikkert flokkes om den allerede nu.

En anden teknologi, der har været noget tid undervejs, har eksisteret i store dyre versioner indtil nu, men som efterhånden er anvendelig i mange sammenhænge også til forbrugerpriser, er 3D-printere. De har længe været brugt af store virksomheder og institutioner til at printe plastik-dimser efter 3D-modeller, men det har sædvanligvist været meget dyre modeller, som er både sløve og besværlige at bruge.

I dag kan man bygge sin egen 3D-printer derhjemme for under 2000 kr, man kan printe chokolade, så kagen bliver helt perfekt og snart håber man på at kunne printe organer:

En anden stor trend inden for gadgets det sidste års tid er fjernstyrede flyvende objekter, som bliver stadig mere præcise, nemmere at styre og billigere at få adgang til. ARDrone’n er nok den mest kendte, som er en lille 4-propellers helikopter, der kan styres via en iPhone.

Men andre sjove flyvende objekter er også kommet ud – som for eksempel den her:

Derudover er teknologier såsom bøjelige skærme også noget, der virkelig kan rykke markedet, når det først kan produceres billigt og pålideligt.

Kom gerne med dine bud på teknologier, der kan skabe helt nye typer forbruger-gadgets inden for en ikke alt for fjern fremtid.

Velkommen på holdet!

Casual gaming (altså små hygge-spil á la Angry Birds) kan lære meget af konsolspil på den front. GTA IV har umiddelbart de fleste ligegyldige statistikker, som ikke desto mindre tilføjer mest mulig værdi og sjov til universet. Man kan i statistikkerne bl.a. se, hvor mange strikes, man har lavet i bowling, hvor mange minutter, man har været jagtet af politiet, hvor mange penge man har brugt på prostituerede og alt mulig andet fjolleri. Det kan og vil skabe et forum, hvor brugerne netop konkurrerer i alle de her ekstra metrikker.

Forestil dig at Angry Birds-spillet opsummerer, hvor mange røde fugle, du har skudt i alt, hvor mange grise du har dræbt ved at få dem til at falde ned på hovedet eller hvor mange grise du maksimalt har dræbt i et enkelt skud. Man kan lynhurtigt lave 50 fjollede metrikker og hurtigt lave en skærm, hvor man kan se disse. Og de er relativt trivielle at registrere – bare man har tænkt dem ind på forhånd. Det vildeste er faktisk, at Angry Birds allerede registrerer en masse af det her, blandt andet hvor mange grise du har skudt (nemlig over 3 billioner grise i alt). Så er det da synd, at de ikke siger det højt, så du kan slås med dig selv og mod dine venner på disse spil uden om spillet.

Den eneste grund til at holde lidt igen, er at nogle spil, ligesom kasinoer, ikke er interesserede i at informere brugeren om, hvor meget tid han har “spildt” på deres underholdning. Hvis Angry Birds fortalte dig, at du har spillet det i 10 timer denne uge, så begynder du måske at genoverveje dine prioriteter her i livet. Det er dog en statistik, som du kan være helt sikker på at spillet allerede registrerer – men næppe ønsker at informere dig om. Jeg synes dog personligt at spillet bør være 100% åbent også om den slags. Det andet er lidt fordækt.

Så her mit ønske til danske casual gaming-udviklere: Giv os en masse fræk statistik!

Og ja, han har da ret, bevares. Lige som Paul Adams (dengang Google, nu Facebook) havde ret, da han kom med sin meget interessante og ny-tænkte præsentation “The real life social network” for snart et år siden. Adams’ præsentation var dog baseret på en del mere research end Schwartz’ noget tilfældigt opståede kommentar.

Terminologien er lidt flydende, og disse grupperinger inden for en persons bekendtskabskreds kaldes både grupper, klynger (eng: clusters, graf-videnskabeligt funderet betegnelse) og altså nu også cirkler, som dog forfladiger begrebet noget. I Adams’ version kunne man endda kalde disse grupperinger for kliker, da han så dem som tæt-forbundne og ikke mindst disjunkte – ikke-overlappende. Og det er muligvis tilfældet med den klassiske amerikanske borger, der vokser op i én by, går i college i en anden, læser på university i en tredje og til sidst bor og arbejder i en fjerde, hvor han spiller golf med nogle helt femte. Disse 5 grupperinger er for det første meget nemme at finde i en netværksgraf og for det andet så godt som disjunkte. Men faktisk ikke særligt interessante.

I Paul Adams' verden er dine sociale grupperinger 100% separate. Og det er en kraftig over-simplificering, der i praksis er ubrugelig.

Jeg har som en del af mit civilingeniør-studie testet Adams’ påstande om, at vores virkelige netværk er disjunkte ved at lave sitet socialclusters.com, hvor man kan connect’e med sin Facebook-konto og se grafen af alle ens venner og hvordan de kender hinanden. Den virker afgjort bedst, når man har max 400 venner, for derover bliver det sandsynligvis blot én stor pærevælling. Mit projekt beviste ret tydeligt, at Adams’ disjunkte grupperinger bestemt ikke er tilfældet for en gennemsnitlig dansk Facebook-bruger.

Schwartz har i sin kommentar nogle meget gode analogier omkring sociale lag i forhold til, hvem man inviterer til en fødselsdag når man går i 3. klasse sammenlignet med hvem man inviterer, når man er blevet ældre og har dannet flere forbindelser. Sociale netværk minder i dag mest om det første, hvor man bare siger alt til alle venner, og Schwartz “forudser” og håber personligt på, at vi bevæger os hen imod det sidste. Nemlig at det enkelte social netværk på naturlig vis ved hvilke grupperinger man vil dele hvilke informationer med. Schwartz tager ikke umiddelbart stilling til, hvorvidt disse grupperinger er overlappende eller ej, men da han nævner LinkedIn’s grupper som et forbillede, så må man gå ud fra at han mener, at de kan være overlappende.

Hvordan så du gerne, at virkelige sociale grupperinger blev integreret i dit foretrukne sociale netværk?

Udviklerne af browser-udbyderne har kun flyttet sig minimalt. Safari og Chrome er gået 1 og 2 procentpoint frem til henholdsvist 10,1% og 18,3% af browsermarkedet, mens Firefox og Internet Explorer er gået tilbage med henholdsvist 0,5 og 2,5 procentpoint til henholdsvist 19.4% og 50,6%. Det betyder altså, at Chrome langsomt men sikkert haler ind på Firefox og nok vil indhente denne inden for et par måneder. Ingen markante udsving, men dog stadig betydelige tendenser.

Internt blandt de tre største browser-udbydere er der derimod sket store ændringer. Og til sidst en mindre introduktion til, hvad browser-versionerne rent faktisk betyder for web-udvikling.

Internet Explorer

Internet Explorer 9 er på vej ud som en automatisk opdatering til alle brugere af Windows Vista og Windows 7, hvilket skete siden slut-marts og fortsætter løbende. Dermed er Internet Explorer 9 sprunget fra under 1% og helt op til 9,4% af markedet generelt – eller 18.7% af alle Internet Explorer-brugere. Omvendt af Internet Explorer 6, 7 og 8 alle faldet – fra henholdsvist 1.1%, 8.9% og 42.9% til 0,6%, 5,2% og 35,3%.

Vi vil nok fremover se, at Internet Explorer 9 skyder videre op i statistikkerne, men da den ikke udkommer til Windows XP overhovedet (som har større udbredelse end Windows Vista, men dog ikke større end Windows 7) så vil det stadig være begrænset af Windows 7′s udbredelse (som dog går relativt hurtig).

Firefox

Firefox 4 er udkommet, og udbredelsen af denne er gået markant hurtigt end fx. da Firefox 3 udkom. Det skyldes blandt andet Firefox’s egen markante promovering af, hvor meget bedre Firefox 4 er.

Firefox 4 har allerede mere udbredt end de tidligere versioner tilsammen og udgør 11.6% af browsermarkedet overordnet – eller næsten 60% af Firefox-brugerne. Og det tal vil nok stige til 90% i løbet af juni.

Chrome

Chrome og versionsnumre er jo efterhånden ligegyldigt. Sidder du stadig med version 10? Eller har du auto-opdateret til version 11? Eller er det monstro blevet til en eller anden version 12 lige pludselig? En kommentar kalder Chrome for den uendelige version, og det er nok ikke helt forkert ramt.

Ikke desto mindre er Chrome 11 udkommet i mellemtiden og det kan virkelig ses i statistikkerne – uden derudover at lægge så meget vægt på, hvad forskellen mellem Chrome 10 og 11 rent faktisk var (nyt ikon!).

Betydningen af browser-versioner

Hvis man skal kigge på, hvad browserversioner rent faktisk betyder, så kan man kigge på moderne features. Hvor mange procent af de danske browsere understøtter css-transitioner? Eller canvas? Eller andre fancy features, som er gode at bruge? Her er statistikker såsom dem fra caniuse.com meget anvendelige.

Skal vi for eksempel se på canvas-support, så kan man på caniuse.com se, at det primært er IE7+8 der trækker ned i udbredelsen, så med de danske tal er det et stykke over halvdelen af brugerne, der kan se indhold baseret på canvas. Eller hvis vi kigge på css-transitioner, så kom de først med i Firefox her fra version 4 og IE9 har dem stadig ikke med (men IE10 forventes at have). Det giver en udbredelse i Danmark på lidt over 40%.

Alt i alt tegner det meget lyst for moderne features og der er efterhånden intet galt i at optimere sit websites grafiske udseende med box-shadow, afrundede hjørner og lignende, for langt størstedelen af brugerne kan se det.

Gamification er mere og andet end blot fordelsprogrammer, men at belønne loyalitet gennem opsamling af point, der kan konverteres til status eller penge, er afgjort et af elementerne i kernen af Gamification. Men mere om Gamification i fremtidige blogindlæg – her handler det om fordelsprogrammerne.

Fordelsprogrammer har været brugt i mange år. FDB (nu Coop) har haft et FDB Medlemskort, hvor man kan samle procenter og få rabatter, i mange årtier. Flyselskaber har brugt frequent flyer-programmer som et point-system til at opnå rabatter siden 1981. Og vi har vel alle sammen prøvet tilbage i 80′erne og 90′erne at samle stregkoder/låg/små plastikdimser fra morgenmadsprodukter/syltetøjsglas/sodavand for at kunne “veksle” disse til diverse (mere eller mindre ligegyldige og altid meget reklamefyldte) “gevinster” såsom bamser, håndklæder, sportstasker og lignende.

Men i de senere år har den slags fordelsprogrammer fået en digital genfødsel – nemlig gennem mere spil-agtige koncepter, hvor man samler point på forskellig vis gennem sin sædvanlige interaktion med produktet, som blot registreres digitalt helt uden indsats fra brugerens side.

Et godt eksempel herpå er DSB S-tog og deres fordelsprogram S-more, som er kommet med deres nye Zonesamler-koncept. Det er helt klassisk “saml 400 brugte zoner og vi giver dig 20 nye”. Præmien udløses efter et køb på mellem 2800 (20 klippekort af 140 kr) og 4800 (400 zoner af 12 kr) kr og præmien er et nyt klippekort til en værdi af 140 kr. Det er altså meget få penge, man får igen for en ret stor indsats, men spil-elementet i det og det faktum, at man hele tiden kan følge med i, hvor langt man er, hvor tæt man er på sit mål osv. gør, at folk finder ideen interessant og spændende.

En andet eksempel er Fona’s Bon-konkurrence, hvor man blot ved at have en bon fra Fona kan vinde et gavekort på selvsamme beløb, som man har købt for tidligere.

Det er bestemt ikke nogen ny ide og minder meget om den tilbagevendende kampagne fra en af USA’s større banker, Chase Picks up the Tab, hvor banken med 2%’s sandsynlighed betaler enhver af dine regninger på mellem 5$ og 50$, hvilket gælder for alle deltagende kunder.

Har du set andre eksempler på digitale (evt. implicitte) fordels- og loyalitetsprogrammer for nylig?

mobl

mobl er et programmeringssprog til at skrive og udvikle mobilapplikationer. Det er udviklet 100% åbent og gratis og alle inviteres til at lege med og udvide med nye features.

Det er dog lavet som et programmeringssprog og dermed (indtil videre) uden nogen grafisk brugergrænseflade hvor mindre programmerings-sindede personer kan udvikle med.

For programmører er det ganske funktionsrigt og anvendeligt til at udvikle simple apps i et desværre lidt ensrettet look-and-feel. Skal man have et noget med unikt design, er det straks mere bøvlet at rode rundt i.

Det er helt gratis at bruge og udvikle alle apps i, men man skal selv stå for distributionen af sine apps.

Spot Specific

Spot Specific er en online applikation, hvor man via drag ‘n drop selv kan designe sin mobilapplikation og så sidenhen få den oversat til en nativ applikation til både iPhone, Android og Blackberry (og Windows Mobile 7 sidenhen).

Udviklingen foregår i Spot Specifics browser-baserede redigeringsværktøj, hvor man visuelt kan designe applikationens forskellige skærme (både med egen grafik eller med platformsspecific standard-grafik) og hvor man nemt kan kode sammenhænge mellem siderne via JavaScript. Men har man brug for mere avancerede applikationer, så kan man faktisk frit bruge HTML og JavaScript til at tilgå og layout’e siderne dynamisk. Man kan endda hente jQuery ind, hvis man har brug for det. Det hele oversættes i sidste ende til en nativ applikation specifik til den valgte platform, så man har mange flere muligheder end hvis man blot lavede det som en webapplikation. Man har for eksempel også adgang til hele platformens bagvedliggende API, som for eksempel kontakter, GPS, kamera med mere.

Spot Specific koster både penge at bruge og lege med (80 kr/måned, første 14 dage gratis) samt penge at distribuere fra. Når man er færdig med udvikling, så vælger man at kompile og distribuere sin applikation til de valgte platforme og det hele sker automatisk. Det koster omkring 800 kr. at distribuere til én platform eller 1200 kr. til 2.

Appcelerator

Appcelerator er en desktop applikation, der på en del måder minder om Spot Specific, i det man via sine eksisterende kendskaber til web-teknologier (og faktisk via sine eksisterende værktøjer) udvikler en web-applikation baseret på HTML5 og CSS3, som så bliver oversat til en nativ applikation.

Man kan opsætte og udvikle disse sites lige som man vil – for eksempel i Dreamweaver, hvis man bruger det. Bagefter kan man så via Appcelerator teste sin applikation, som den ville se ud når den blev oversat til en nativ applikation på enten iPhone eller Android og sidenhen kan man så eksportere den, så man står med en færdig applikation i hånden, man “blot” skal uploade til Android Market eller App Store (hvilket godt kan være lidt langhåret).

Men når det kommer til pris-modellen holder sammenligningerne også op. Der findes en gratis version af Appcelerator, men er man en større virksomhed skal man vistnok betale rimeligt store summer for at få lov til at bruge den.

Konklusion

Vi finder umiddelbart Spot Specifics produkt mest interessant – det er nemmest at bruge hele vejen igennem og har en rimelig og overkommelig prismodel.

Vi holder fortsat et skarpt øje med markedet og vil forsøge os med at bruge både disse og andre applikationer til fremtidige projekter til yderligere sammenligning.

Har du andre erfaringer med udvikling at mobilapplikationer?

God påske.